Boganmeldelse af Julians Bagginis bog ''Ego Tricket'' på Amazon: 5 stjerner ud af 5.
8 August 2011.
Simon Laub
Julian Baggini stiller et stort spørgsmål i bogen ''Ego tricket'': Hvad er et ''jeg'', og er et ''jeg'' uforanderligt over tid?
Vigtige spørgsmål, hvis ikke de vigtigste spørgsmål! Filosoffer har ihvertfald tænkt over det til alle tider. For at få svar må vi starte med, ifølge Baggini, at få det rette perspektiv.
Derefter vil han så give os et svar, men måske ikke lige det svar de fleste havde forestillet sig!
Men det er ikke nemt at få det rette perspektiv. Filosoffer m.fl. har introduceret meget ''støv'', der tager vores udsyn. Filosoffen Berkeley skrev f.eks. (om andre filosoffer): ''At alt deres aktivitet har skabt en støvsky, og nu klager de så over at de ikke kan se..''
Baggini tager Berkeleys advarsel alvorligt: ''Støvskyen, der tilslører vor opfattelse af selvet er endda blevet fortykket af andre end filosoffer. Også psykologer, teologer og sociologer har hjulpet godt til ... I den akademiske verden er det ikke unormalt, når man står og kigger på en støvsky, at undersøge hver partikel af snavs i stadig større detalje, uden egentlig at spørge sig selv om der skulle være gemt noget bagved, eller om støvpartiklerne tilsammen danner en mening ....''
For at få svar, vil Baggini lade alt det støv, som filosoffer, psykologer, m. fl. har hvirvlet op, sætte sig lidt og så tage et nyt kig på hvad vi egentlig ved om ''selvet''.
Selvet og hjernen.
Ifølge statistikeren George E.P. Box er ''alle modeller i grund og bund forkerte, men nogle er nyttige''.
Ideen om at der dybt inde i hjernen findes et center, hvor selvet er placeret, og hvor alle trådene samles, er ifølge Baggini en nyttig, men forkert ide!
Bedre er ideen om at vores følelse af et ''selv'' er opbygget af en række forskellige hjerne-systemer der arbejder sammen.
Men også her skal man huske på at det i sidste ende ''bare'' er en model.
Mange psykologer og lægmænd finder Paul D. MacLeans tredelte hjerne model interessant, på grund af modellens enkelhed (Selv om nogle af teoriens påstande om vores evolutionære fortid måske ikke er 100% nøjagtige i dag).
I Paul D. Macleans model laver forskellige områder i hjernen hvert deres bidrag, samtidigt med at de arbejder sammen. I modellens moderne version, er der ingen top-down styring og der er intet centralt sted for overordnet kontrol.
Kontrol fåes derimod ved at delsystemerne lægger begrænsninger på hinanden hvad de kan og ikke kan.
MacLean opdeler hjernen i tre overordnede områder:
Reptil hjernen: Er det ældste af disse områder: Og består af hjernestammen og lillehjernen. Krybdyrhjernen regulerer grundlæggende, automatiske funktioner som vejrtrækning og instinktive adfærd.
Og livsnødvendige funktioner som: Søvn, opmærksomhed, vågenhed, åndedræt, temperatur-regulering, sult, tørst, hjerterytme, primitive reflekser.
Disse områder af hjernen går mere end 200 millioner tilbage i tiden.
Det limbiske system: Opstod i løbet af Jura perioden, fra ca. 206 til 144 millioner år siden.
Systemet regulerer emotionelle reaktioner, herunder kamp eller flugt reaktioner, sex, mad. (Anatomisk omfatter det Amygdala, Hypothalamus, og Hippocampus).
Meget forenklet kan man sige, at følelser er hjernens måde at huske, hvordan forskellige situationer påvirker vores organisme på. Kan vi lide påvirkningen eller ikke, hvor meget kan vi lide den, gør den os bange, kede af det eller er den uskadelig?
Vi lagrer denne viden om, hvordan verden påvirker os i det limbiske system, der dermed kommer til at spille en central rolle for vores hukommelse.
Neocortex: Er et ganske nyt område. Bare mellem 24 og 55 millioner år gammelt. Højere hjerne funktioner som logisk tænkning og episodisk hukommelse afhænger af det.
Opdelingen i disse tre regioner er nyttigt for et første overblik. Men hver af disse tre regioner kan selvfølgelig igen opdeles i mindre regioner (med særlige sub-funktioner) osv
Når det normale integrerede selv falder fra hinanden.
Vores ''selv'' er både skræmmende skrøbeligt og utroligt robust.
Det er ikke svært at finde eksempler på selvets skrøbelighed. Ja, psykologi litteraturen er fyldt med sager, hvor det normale integrerede selv falder fra hinanden.
Og Baggino giver os en masse virkelig interessante og tankevækkende eksempler:
Blandt de mest interessante eksempler er Roger Sperry og Michael Gazzaniga's ''split-brain'' patienter.
Her, som en sidste udvej for behandling af svær epilepsi, bliver hjernebjælken, corpus callosum, som forbinder de to hemisphere af hjernen, skåret over.
Resultatet af denne operation (en commissurotomy) er, at epilepsien bliver stærkt reduceret.
Men med den sideeffekt, at information, der normalt løber mellem de to hjernehalvdele, ikke længere når frem. Efter oprationen kan en hjernehalvdel således være opmærksom på noget, den anden hjernehalvdel er ikke bekendt med....
Gazzaniga og Sperry kunne opstille kontrollerede eksperimenter, hvor en hemisphere ville modtage input og den anden ikke.
Det lykkedes også, på snedig vid, via sprog og fakter, Gazzaniga og Sperry at udspørge hver hjernehalvdel for sig. I.e. hver halvdel ville faktisk fortælle forskellige ting baseret på deres forskellige erfaringer [s. 36]. Dvs. en commissurotomy operation synes at antyde, at et ''selv'' kan opdeles. Der behøver ikke kun at være et center for bevidsthed!
Mange vil sikkert synes at der er mærkeligt, at ''split-brain'' patienter
ikke oplever at den ene side af hjernen mangler den anden. Men, vi mangler ikke, hvad vi ikke længere har adgang til! Når vi mister noget, vil vi ikke nødvendigvis føle et tab....
Ja, og et ''selv'' er skrøbeligt på mange andre måder. F.eks. ved alle, at endte parforhold eller dødsfald kan ændrer en person. Ofte er folk faktisk ikke den samme efter sådan en begivenhed!
Neurologen Antonio Damasio mener at selvet har to dele: ''Et selv der hele tiden dannes som et feedbackloop i hjernen over input og kropstilstande, og det tilsyneladende konstante selv. Nært beslægtede, men alligevel forskellige dele''.
Det permanente selv er det selvbiografisk selv, mens det skiftende er ''tilstands-selvet''.
Det selvbiografiske selv er dygtig til selv-revision. I virkeligheden omskriver vi hele tiden vores historie for at holde vores indre selvbiografier intakte! I Bagginis ord: ''Den samtidige skrøbelighed og robusthed af selvet er i virkeligheden ikke et paradoks, men kan forklares ved at ''selvet'' ikke er een ting, men snarere et komplekst samspil mellem forskellige dele af hjernen og kroppen. Meget få dele er nødvendige og afgørende for selvets eksistens. Så det kan tilpasse sig selv massive tab.''
Alt i alt demonstrerer Baggini, at ''Selvet er en konstruktion af sindet, fleksibel nok til at modstå konstant renovering, delvis nedrivning og genopbygning''.
Erindringer og psykologisk kontinuitet over tid.
Erindringer er selvfølgelig blot een komponent, der giver os personlig kontinuitet henover tid. Andre komponenter er temperament og træk, motiver og motivationsmønstre, overbevisninger etc.
Træk, motiver og overbevisninger etc. skal selvfølgelig også forblive de samme over tid, hvis der skal være nogen som helst psykologisk kontinuitet. Sikke en person, der har en god hukommelse, men vågner op hver dag med forskellig personlighed, motiver og overbevisninger!
Og ja, der er (selvfølgelig) mange måder hvorpå en persons psykologiske kontinuitet kan ødelægges på!
I endnu et bizart tankeeksperiment beder Julian Baggini os om at overveje et eksperiment, hvor en meget uetisk neurokirurg deler de to halvdele af hr X's hjerne og placerer hver del i en krop, hvis egne hjerne er blevet ødelagt, og hvor kroppen er blevet holdt kunstigt i live ......
En krop kaldes ''højre'', den anden kaldes ''venstre''. Begge vækkes og hævder at være den originale. Spørgsmålet er så - hvem er virkelige den originale?
I stedet for det logiske svar (At begge har ret, men er begrænsede versioner af hr. Xs oprindelige hjerne) bruger Baggini dette temmeligt mærkelige tankeeksperiment til at angribe dem, der ville have nævnt sjælen på dette tidspunkt.
Ifølge Baggini er det ihvertfald ikke godt nok at affeje dette Frankenstein eksperiment med henvisninger til at ''den del sjælen følger med er den rigtige''. Jo vist, det lyder rigtigt. Men på vores nuværende niveau af uvidenhed, vil jeg tillade mig at være lidt tvivlende overfor hvad man kan og ikke kan konkludere fra dette og andre lignende tankeeksperimenter!
Baggini kommer også ind på problemet med patienter med multiple personligheder. Han bruger analogien med ''brugere som logger ind på en computer. Nogle gange kan en bruger kan ''logge'' på som Bob, andre gange som Wanda''.
For vores normale selvopfattelse er dette bestemt skræmmende, men måske har vi alle har lidt af dette personlighedsforstyrrelse?
Kun fordi de fleste fornuftige mennesker forstår at udslette ethvert spor af sådanne personlighedsforstyrrelse, v.hj.af. de overordnede historier om sig selv og verden de fleste har - er denne slags forstyrrelser ikke hverdagskost.
Men ved at bringer det på banen formår Baggini, at gøre os det klart, hvor skrøbelige vore selv-konstruktioner egentlig er.
Ego tricket - Julian Bagginis 4 teser om selvet.
Ifølge Baggini er selvet en konstruktion i hjernen. Han udtrykker det v.hj.af. 4 teser:
1. Der er ingen del af os, som indeholder vores essens.
Vores krop, vores hjerne og vore minder er alle vigtige. Men ingen af disse er det hele!
2. Der findes ikke nogen ulegemelig, immaterial sjæl.
(Pave Ratzinger er her, for mig ganske overraskende, enig med Baggini. Ifølge Ratzinger er sjælen en græsk ide, overtro, ikke en kristen ide).
3. Da der ikke er én ting, der er vores komplette identitet.
Betyder det logisk, at identitet og vores fornemmelse af selv skal er en konstruktion! Vores ''jeg'' er resultatet af flere dele der arbejder sammen!
4. Det ''jeg'', som gør os i stand til at tænke på os selv, som den samme person over tid, er både meget robust og meget skrøbeligt.
Filosoffen David Hume var den første til at fremme denne ''bundle theory'', at sindet er et bundle af tanker, lidenskaber og følelser.
Ifølge Hume: ''For mit vedkommende, når jeg kigger intimt ind i, hvad jeg kalder mig selv, falder jeg altid over, varme eller kulde, lys eller skygge, kærlighed eller had. ... Jeg har aldrig fange mig selv ...''
Og dette er kernen i ego trick'et: Oplevelsen af en stærk følelse af enhed fra hvad der rent faktisk er en rodet, fragmenteret sekvens af oplevelser og erindringer.
Et trick. Men tricket virker! Ifølge Baggini: Selvet er ikke en ting, men det er en funktion af, hvad en samling af ting gør. Der er intet sted i hjernen, hvor det hele mødes, intet sæde for bevidsthed.
Den enhed, vi oplever, som giver os muligheden for at tale om er ''jeg''er et resultat af dette ego trick!
De neurale korrelater for bevidsthed - Sind og Krop.
Baggini fortsætter så med at tage fat på spørgsmålet: Hvad betyder det, at vi er biologiske væsener med et sind og en krop?
''Med fMRI scannere kan vi se hjerne aktivitet forbundet med visse mentale aktiviteter. Og måske vil det en dag være muligt at sige præcist, hvilken slags oplevelse en person har - baseret på en scanning af hjernen. Men der vil stadig være en forskel mellem at observere en hjerne begivenhed, og det at opleve denne mentale begivenhed .''
Vi ser kun de''neurale korrelater for bevidsthed''. Vi kan observere en hjerne lytte til musik, men det er ikke det samme som at høre musikken...?
Tidligere var argumentet om, at vores hjerner er lavet af stof og derfor må være mekanisk på en eller måde mere eentydigt. ''Men udviklingen inden for fysikken har ændret den måde,
vi ser på stof på. På kvante-niveau er det hele nu så mærkeligt og mystisk, at det hele bliver ret omstridt og stiller flere spørgsmål end det besvarer.''
Alt dette sagt, mener Baggini ikke at vi skal gå udenfor den fysiske verden for at beskrive et ''jeg''. Men det er vigtigt, at vi ikke bruger ord som ''kun''og'' bare ''til at beskrive denne fysiske virkelighed.
Og Baggini mener bestemt ikke, at vi skal tilbage til Descartes. Hvor vore kroppe blot var nødvendige redskaber for den vigtigere sjæl. Og hvor vore dages Descartes-tilhængere mener, at ''Egenskaber i sindet definere, hvem vi er, mens vore kroppe blot er det nødvendige substrat vi lever i''.
Jo, Descartes ''Cogito ergo sum'' forsikrer os om vi eksistere. Hvilket, ifølge wikipedia: ''Danner et fundament for al viden, fordi mens der kan sættes spørgsmålstegn ved alt andet, kan vi ikke betvivle eksistensen!?''
Men ifølge Baggini skal vi ikke følge Descartes til at tro, at sind og krop er adskilte. Og heller ikke fortsætte til, som mange gør, en skelnen mellem kropslige følelser og den rene fornuft og eksistens.
Baggini følger her Antonio Damasio's argumentation i ''Descartes Error'' ( ''Descartes fejl var adskillelsen mellem krop og sind, mellem en mekanisk krop på den ene side og et tænkende sindet på den anden side .'').
I Bagginis ord: ''Damasios kritik går ikke kun den generelle adskillelse af sind og krop, men også på sondringen mellem fornuft og følelse, som sind-krop debatten er tæt forbundet med.''
I ''Descartes Error'' fortsætter Antonio Damasio: ''Følelser er nødvendige og afgørende for rationel beslutningstagning''.
Dvs. følelser produceres ikke bare i hjernen. Nej, hele kroppen er med til at skabe følelser.
Og følelser er nødvendige til at styre vore ''rationelle'' tanker.... For Damasio, var Descartes fejl at tro, at sind og krop findes i forskellig verdener, ikke at Decartes gav os et eksistens argument.
Damasio's argumenter opsummeret:
(1) Følelser er altid involveret i rationel beslutnings tagning. Følelser påvirker de tanker, man har at arbejde med.
Følelser gør det muligt for os at træffe beslutninger i endelig tid. Følelser, så at sige, fremskynder beslutningsprocessen ved at fjerne tanker der ikke skal overvejes og sætte fokus på det der skal overvejes.
(2) Kroppen er tæt involveret i vores tænkning.
Patienter, der har mistet opdateringer fra kroppen er ikke i stand til at klare sig. Somatiske markører (''mave fornemmelse'') er meget vigtige for vores evne til at træffe beslutninger.
Bliver vores ''jeg'' hele tiden forandret?
De fleste mener, at mennesker kan ''vokse''som individer. Paradoksalt nok, er tanken om at ''selvet'' ændrer sig over tid tilsyneladende samtidigt ikke særlig populær.
For Baggini er der ingen tvivl om at: ''Vi er flydende, konstant skiftende, amorfe ''jeg''-er. Jo, det er nemt nok at sige, at vi forbliver de samme, når vi bliver ældre, men vi behøver kun at tænke
på den tidlige barndom eller på demens for at indse, at dette ikke altid er tilfældet.''
'' Selvet er ikke en illusion. Hvad der er illusorisk er ideen om et selv, som er uforanderligt, med en udødelig essens.'' Buddhismen har nogle af de samme ideer. Strip alt væk og vi står her tilbage med de ''fem aggregater'':
Krop, følelser, perception, mentale konstruktioner og bevidsthed. Som alle kan ændres og skabe nye >>Jeg<<er.
Igen: Der er et Ego Trick, men det er ikke, at selvet ikke eksisterer, kun at selvet ikke er, som vi tror det er.
Ego Trick'et ''får os til at tro, at selvet er mere konstant og vedvarende, end det egentlig er.''.
Men kan vores samfund holde til, at vi begynder at stille spørgsmål ved ''selvet''s beskaffenhed? Tag ægteskab. Giver ægteskabsløfter nogen mening, hvis selvet ændrer sig hele tiden? Kan et selv afgive løfter, hvis det fremtidige selv ikke er det samme som det nuværende selv?
Ja, ifølge Baggini: Vi lover at bygge et fremtidigt selv, der vil kunne fastholde dette løfte. Vi lover ikke at være konstante, vi lover at ændre os selv til nogen der opfylder løftet....
Faktisk er intentioner en vigtig ingrediens i opbygnigen af et ''selv''. Jo, hukommelsen er vigtig. Men handling og intention er også vigtige. Med et rimeligt stabilt sæt af intentioner, og evne til at fuldføre disse, skaber vi holdbare fortællinger om hvem ''jeg'' er.
Idéen om, at selvet ændrer sig hele tiden, rejser naturligvis spørgsmål vedr. et evt. liv efter døden. F. eks. er det vores ''barndoms selv'' eller vores ''voksen selv'', der skal overleve i
et liv efter døden? Baggini er helt sikkert ikke tilfreds med et svar i stil med: ''Kristne ser frem
til evigt liv, et liv uden begyndelse eller ende. Hvordan er helt og aldeles forbeholdt guddomen,
og udenfor menneskelig forståelse''
For Baggini, er denne mangel på klarhed omkring et centralt pkt. i kristendomme ikke tilfredsstillende. Selv om han sikkert godt forstå, at de fleste mennesker er meget tålmodige, og ikke forventer logiske svar her og nu på alle spørgsmål om den menneskelige tilstand.
Fremtiden for ''selvet''- Nogen, Alle eller Ingen?
Acceptere vi at vore ''jeg'er'' er konstruktioner - er det naturligt at spørge sig selv om vore jeg-konstruktioner bliver anderledes i fremtiden. Baggini læner sig her op af neurologen Susan Greenfields overvejelser om fremtidens ''jeg'er''.
Susan Greenfield ser tre mulige scenarier:
''Nogen'': De fleste af os føler at vi er nogen... at vi har en unik livshistorie, med vore egne oplevelse og erfaringer.
''Alle'': Er der vi er henne, når vi er en del af teamet. Når vi underordne vor egne interesser for gruppens. Når vi ofrer vores egen personlighed for at passe bedre ind i gruppen.
''Ingen'': Er der vi er henne, når vi ''giver helt slip''. Når vi ikke længere er selvbevidste, men kun bevidste. Dans er Susan Greenfields eksempel på en sådan sindstilstand. Alt, hvad der sætter fokus på sanse oplevelser. Og tager os tilbage til den tidlige barndom, hvor alt er bare råbende, summende forvirring og sanseindtryk.
Greenfields bekymring er, at fremtidens jeg'er bliver ''ingen''-jeg'er .... Med hendes ord:'' Skærm kulturen bombarderer os med oplevelser, som ikke skaber de forbindelser, der gør os til ''nogen''.....''
Men er der egentligt så meget nyt? Totalitære systemer har altid arbejdet på at gøre os til ''alle' eller ''ingen''. ''Nogen'' har aldrig været populært hos totalitære magthavere.
At der også i fremtiden vil være en kamp mellem (totalitære) magthavere og individet burde ikke komme som den store overraskelse.
Og der vil naturligvis komme mange andre trusler mod selvet i fremtiden.
F.eks. det er naturligt at forestille sig, at vi vil leve meget længere i fremtiden v.hj.af. medicinske behandlinger. Men når ''selvet'' hele tiden forandrer sig, vil det meste måske have forandret sig på en person der bliver mange mange hundrede år? Den bundle vi kalder ''selv'' vil måske så have ændret sig fuldstændigt?
Og vi er ikke engang begyndt at snakke om kognitive forbedringer,
''super-intelligens'' osv.
Ting som helt sikkert også vil påvirke vores ''jeg''er.
-Simon
Simon Laub
www.simonlaub.net
